LANDEINFO

Rejseforsikring og sygesikringsbevis

At rejse er at leve, men at rejse uden forsikring er en rigtig dårlig idé. Har du glemt eller fravalgt rejseforsikringen, står du selv med det økonomiske ansvar, hvis det går galt i udlandet. Og selv mindre alvorlige skader såsom et brækket ben eller en mindre alvorlig sygdom kan let løbe op i titusindvis af kroner. Det er ikke ualmindeligt, at en sygeseng på et hospital koster over 5000 kroner om dagen. Spar derfor aldrig på rejseforsikringen, og vær sikker på at tegne en forsikring, der dækker dine behov.

Har du checket din rejseforsikring i dag?
Inden du rejser til udlandet skal du derfor altid undersøge, om du i tilstrækkelig grad er dækket af den offentlige rejsesygesikring eller en privat forsikring. Du skal især være opmærksom på:
– rejsemål (europæiske eller andre lande)
– rejsens længde (vær sikker på dækning under hele rejsens varighed)
– rejsens art (ferie/studier/forretning)
– rejseaktiviteter (vær sikker på dækning i forbindelse med alle planlagte aktiviteter, herunder risikable sportsgrene)
– konstaterede sygdomme.

EU-sygesikringsbeviset
EU-sygesikringsbeviset anvendes først og fremmest af danskere ved forretningsrejser og udstationering i op til 1 år, arbejdssøgning, ulønnede praktik og studieophold i op til 1 år, au pair-ophold i op til 1 år samt ferie og studierejser over en måned, når disse finder sted i et EU-land (Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz er også omfattet) uden for Danmark.
EU-sygesikringsbeviset giver ret til læge- og hospitalshjælp, medicin mv. på samme vilkår, som gælder for offentligt sygeforsikrede i det pågældende land. EU-sygesikringsbeviset dækker ikke hjemtransport.
Hvis man ønsker at erhverve et EU-sygesikringsbevis, skal man henvende sig til sin kommune, som har ansvaret for udstedelsen.

Det gule sygesikringsbevis
Den offentlige sygesikring (Det gule Sygesikringsbevis) dækker i Frankrig for turistrejser under 1 måneds varighed. Ved længere ophold anbefales det på det kraftigste at tegne en rejseforsikring, og vær sikker på dækning i forbindelse med alle planlagte aktiviteter, herunder risikable sportsgrene. Den offentlige sygesikring dækker udgifter, der er opstået i forbindelse med akut sygdom og tilskadekomst under ferie eller studierejse. Derudover dækkes udgifter til kronisk sygdom eller sygdom, du havde før afrejsen. Det kan generelt siges, at den offentlige rejsesygesikring dækker udgifter, der opstår i forbindelse med akut sygdom, tilskadekomst og dødsfald. Rejsesygesikringen dækker kun den første måned du er på rejse, beregnet fra den dag du rejser. De typer rejser, der er dækket af rejsesygesikringen, er kun ferierejser og studierejser.

Rejsesygesikringen dækker en række udgifter, når du er ude at rejse. Det drejer sig om følgende udgifter: Almindelig lægehjælp, Lægeordineret medicin.
– Lægeordineret sygehusophold og behandling inkl. operationer.
– Lægeordineret hjemtransport i forbindelse med behandling i udlandet.
– Udgifter til telefon, telefax, telex, telegram eller lignende ved henvendelser fra udlandet til den offentlige rejsesygesikring.

Til vands
Leje af vandscooter, speedbåd og andre motoriserede søfartøjer kan medføre omfattende erstatningskrav, hvis man påfører skader på andre. Det er ikke muligt i Danmark at tegne en rejseforsikring/tillægsforsikring med privat ansvarsdækning i forbindelse med leje af vandscooter, speedbåd eller andre motoriserede søfartøjer. Inden leje af vandscooter, speedbåd, mv., skal man derfor sikre sig, at udlejeren har en ansvarsforsikring. Har udlejeren ikke en ansvarsforsikring, skal man nøje overveje, om man er indstillet på at løbe den betydelige risiko ved ikke at være forsikret. Det kan blive meget dyrt i form af store erstatningskrav.

Reglerne for det gule sygesikringsbevis er ændret pr. 1. januar 2008
Vi gør opmærksom på, at reglerne for det gule sygesikringsbevis ændres pr. 1. januar 2008. Overordnet vil ordningen fortsætte som hidtil, men der kommer 2 ændringer:

1. Det geografiske dækningsområde indskrænkes til kun at omfatte EU-landene + enkelte miniputstater. Det betyder at følgende lande vil være omfattet: EU-landene, Færøerne, Grønland, Norge, Island, Andorra, Azorerne, Cypern, Gibraltar, Isle of Man, De Kanariske Øer, Kanaløerne, Liechtenstein, Madeira, Malta, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten. Bemærk at rejser til lande som f.eks. Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Tunesien og Marokko ikke længere vil være omfattet.

2. Dækning af hjemtransport bortfalder.

Såfremt man ønsker at være dækket under rejser til lande, der ikke længere er omfattet af ordningen, og såfremt man ønsker dækning for hjemtransport bør man tegne en privat forsikring.

Find din rejseforsikring på BoligUdland

Læs anbefalingen fra Udenrigsministeriet om vigtigheden af og tegne den rigtige rejseforsikring

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail tilinfo@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Edit This