LANDEINFO

Transport

Bil er at foretrække
Det er klart nemmest at komme rundt i USA med bil, men bus og tog er naturligvis også tilgængelige. Omkring hvor ofte bus og tog afgår, afhænger af den pågældende by/stat, for det varierer meget. Langt de fleste amerikanere bruger kun bilen, og de kunne aldrig forestille sig at skulle sidde i et tog eller bus. Selv når deres destination ligger i gå eller cykelafstand, tager de bilen. Undtagelsen er tit folk fra storbyerne, især New York, hvor folk livligt bruger det offentlige, især byens metro.

Færdselsregler
Det er en rigtig god ide at sætte sig ind i de amerikanske færdselsregler inden man sætter sig ind i bilen for første gang, da overtrædelser af hastighedsgrænser og promillekørsel kan give høje bøder og i visse tilfælde fængselsstraf.

Hastighedsgrænser
Trafikkulturen i USA adskiller sig en del fra det vi er vant til i Danmark. Eksempelvis er hastighedsgrænserne noget lavere. I de fleste stater er højest tilladte hastighed på motorveje 65 miles, svarende til 105 km. i timen. Nogle få stater tillader dog 70 eller 75 miles, svarende til godt 120 km. i timen.  For god ordens skyld skal det lige nævnes, at en amerikansk mile svarer til 1,6 km. På normale landeveje er hastighedsgrænsen typisk 45 til 65 miles, svarende til 88 til 105 km. i timen. Når det gælder bykørsel ligger grænsen på mellem 40 og 60 km. i timen.

Hvis du bliver stoppet
Skulle det ske, at en politibil af den ene eller anden grund vil stoppe dig, gælder nogle specielle regler. Du skal holde ind til højre, rulle vinduet ned og beholde begge hænder synligt på rattet. Lad være med at gestikulere for meget eller stige ud af bilen, da det vil blive opfattet som en trussel, og betjentene vil angiveligt handle derefter. Mange amerikanske betjente kører alene, og de tager alle forholdsregler for at beskytte sig selv, hvis de måtte føle sig truet.

Specielle færdselsregler
Der findes en del særlige amerikanske færdselsregler. En af dem er, at man i de fleste stater må dreje til højre ved rødt lys, – forudsat at der er fri bane. Det gælder dog ikke hvis du ser et skilt med teksten “No Turn on Red”. En anden regel man lige skal vænne sig til er de amerikanske vejkryds med 4 Way Stop. Herhjemme er det som bekendt kun trafik fra sidevejene, der har vigepligt, men i USA skal alle parter stoppe i et kryds med 4 Way Stop. Den billist der kom først til krydset, er også den bilist der må køre først frem efter at have stoppet op og orienteret sig. Det kan synes lidt forvirrende og uoverskueligt de første par gange, men man vænner sig til det. Et andet lidt pudsigt amerikansk trafikfænomen er “center lane”, som vel bedst kan betegnes som et slags fristed for bilister, der skal dreje til venstre. I stedet for at stoppe trafikken i det yderste spor, kører du ind i “center lane” midt på vejbanen og venter her, indtil du kan dreje til venstre uden fare for at kollidere med den modgående trafik.Ligesom koen er hellig i Indien er skolebussen det i USA. Hvis en skolebus standser op og slår det blinkende STOP-skilt ud, skal bilisterne stoppe i begge retninger. Dette gælder også selvom der ikke umiddelbart er børn i nærheden. Hvis du bliver taget i at overhale eller passere en holdende skolebus, er du som minimum sikret en solid bøde.

De amerikanske veje
Det er forståeligt at op til tolvsporede motorveje med motorvejsudfletninger kan give en bilist fra Danmark lidt stress og nervøse trækninger, men der er håb forude. De amerikanske motorveje er ikke nær så uoverskuelige som de umiddelbart ser ud, og så er de amerikanske bilister utroligt hensynsfulde. Samtidig er skiltningen generel rigtig god, og der bliver skiltet med byer og afkørsler i god tid.

Bykørsel
De fleste vil helst undgå at skulle køre igennem de større amerikanske byer. Det er bare ikke altid det kan undgås af den ene eller anden årsag. Det behøver dog ikke være en dårlig eller uoverskuelig oplevelse, hvis bare man følger nogle enkle retningslinjer som timing, GPS og god tid. Undgå så vidt muligt de store byer i myldretiden, det vil sige i morgenmyldretidstrafikken og sidst på eftermiddagen, når folk skal fra arbejde. En GPS koster i dag ingen penge, og er at foretrække frem for et kort, der dog er godt at have med som et supplement, men en GPS kan altid få dig tilbage på ret kurs hurtigt og relativt smertefrit, hvorimod man meget hurtigt kan tabe orienteringen på et kort. Hvis man ikke har den store grund til at have bilen med i byen har de fleste større byer et fint netværk af metrolinjer og lokalbaner.

Skiltning
Generelt er skiltningen i USA rigtig god, og det er nemt at finde vej. Alle hoved og motorveje er overskueligt nummereret. Har du GPS i bilen bør du ikke få de store problemer, og du kan evt. kombinere med et godt vejatlas fra f.eks. Rand McNally.

Medlem af FDM
Hvis du er medlem af FDM, kan du få hjælp af det amerikanske svar på FDM, American Automobile Association (AAA), eller i daglig tale blot “Triple A”. Deres kontorer findes over hele USA, og her kan du få udleveret kort og lokale guidebøger, hvis du foreviser dit FDM medlemskort. FDM.

Kørekort
Du kan nøjes med det lyserøde danske EU-kørekort i USA, der i praksis accepteres af de fleste amerikanske betjente, hvis du bliver stoppet. For dog at være på den helt sikre side, er det en god ide at du anskaffer dig et internationalt kørekort, som udstedes af de danske storkommuner. Den 1. januar 2007 overtog kommunerne opgaven med at udstede pas og kørekort fra politiet. Et internationalt kørekort koster et gebyr på 25 kr. Det internationale kørekort er gyldigt i et år fra udstedelsesdatoen og beviser overfor udenlandske myndigheder, at du er i besiddelse af et gyldigt dansk kørekort, som også skal medbringes på rejsen. Du kan læse mere på www.politi.dk

Parkering
Som i Danmark koster det penge at parkere nogle steder, hvorimod det er gratis andre (tidsbegrænsning typisk). Hold derfor øje med skiltningen. Begrebet valet parking er en amerikansk specialitet. Valet parking bruges typisk ved restauranter, hoteller og særligt eksklusive butikker, og består i, at du som bilist blot afleverer din bil med nøglerne siddende i til en parkeringsvagt, der så sørger for at parkere bilen for dig. På den måde behøver du ikke bruge tid på parkering. Denne service er dog ikke gratis, og parkeringsvagten forventer som minimum et par dollars eller tre i drikkepenge, når han henter bilen til dig. Nogle steder er der endda en fast, tidsbestemt takst for parkeringsservicen.

Tog
Det amerikanske svar på DSB hedder Amtrak, der driver de nationale jernbanelinjer fra kyst til kyst. USA har et fintmasket netværk af jernbanelinjer, som bl.a. i tidernes morgen blev finansieret igennem de mange millioner bisoner man dræbte. Frem til 1930’erne var jernbanen det foretrukne transportmiddel i USA, men siden gik amerikanerne amok i køb af biler, der tog livet af mange jernbanelinjer. Derfor er hovedparten af jernbanelinjerne i USA i dag godsbaner, hvor der ikke længere kører passagertog. Det er dog muligt at tage toget fra de fleste større amerikanske byer, og toget har lidt fået en opblomstring igen efter d. 11. september 2001, da man ikke skal igennem ligeså mange sikkerhedstjek, og det i sidste ende faktisk tit gør turen især nemmere men også hurtigere. Samtidig kører toget altid direkte til byens centrum. Rejsende kan købe et Amtrak Rail Pass, der giver adgang til frit at rejse rundt i USA på Amtrak’s strækninger i bestemte perioder. Se afgangstider, reserver, m.v. på amtrak.com

Bus
Selvom man har bolig et sted, vil det være oplagt også at opdage noget af det resterende USA, og en god måde til dette kan være med de kendte Greyhound busser, især hvis man også har som mål at komme tættere på amerikanerne. Greyhound benyttes nemlig især af den amerikanske underklasse, herunder farvede, indvandrere, og studerende der generelt ikke har så mange penge. Derfor kan det til tider være et særdeles broget persongalleri, man løber ind i ombord på bussen. Greyhound busserne, karakteriseret med den blå hurtigløber på siden, er i den grad et ikon på USA. Greyhound driver det største og mest fintmaskede netværk af regionale busruter i USA, og næsten enhver større by har sin egen Greyhound terminal. Greyhound kommer i så godt som alle afkroge af USA, og kan være en spændende øjenåbner og et møde med det USA, man ellers ikke kommer i kontakt med som udefrakommende. Amerikanere ombord på Greyhound busserne er ofte meget snakkesaglige, og der er masser af tid til at hyggesnakke på de lange strækninger. Man skal dog også tage sine sikkerhedsregler, da mange af Greyhounds busterminaler ligger i de mere slidte og til tider skumle kvarterer i de amerikanske storbyer. At rejse med Greyhound er billigt, og du kan købe et buspas,  som giver ret til ubegrænset kørsel i USA i en tidsbegrænset periode. Se mere på Greyhound.com

Færger
Selvom fastlands USA ikke umiddelbart lyder som et oplagt sted at tage færgen, så findes der enkelte regioner i USA, hvor du med fordel kan skyde genvej med færgen. En af disse er Florida, hvor der findes en række færger. Bl.a. forbinder en hurtigfærge øen Sansibel Island på vestkysten af Florida med Key West for enden af Florida Keys. I New York City er det gratis tage pendlerfærgen fra sydspidsen af Manhattan til Staten Island. Færgen sejler bl.a. forbi Frihedsgudinden.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Edit This