LANDEINFO

Politik og økonomi

Indenrigspolitisk situation
De fire vigtigste dele i portugisisk politik er præsidenten, parlamentet, regeringen og domstolene. Præsidenten vælges for en periode på 5 år, og er samtidig øverste leder for de militære styrker. Portugal er en republik med en parlamentarisk demokratisk styreform. Parlamentet har ét kammer med 230 medlemmer, der vælges for fire år. Det seneste parlamentsvalg blev afholdt den 20. februar 2005. Der blev afholdt kommunalvalg den 9. oktober 2005. Det seneste præsidentvalg fandt sted den 22. januar 2006. Præsident Cavaco Silva (fra det liberale, centrum-højre parti PSD) blev indsat den 9. marts 2006 for en fem-årig periode. Ved valget i februar 2005 opnåede det portugisiske socialdemokrati (Partido Socialista – PS) 121 af pladserne i Parlamentet og opnåede derved absolut flertal. Den nye socialdemokratiske flertalsregering blev formelt indsat den 12. marts 2005.

Udenrigspolitisk situation
Portugal er medlem af EU, og EU-samarbejdet er det centrale element i portugisisk udenrigspolitik. Portugal er medlem af FN, NATO, OECD, OSCE, Europarådet og forskellige andre internationale organisationer.
Portugal giver høj prioritet til CPLP (Comunidade dos Países de Língua Portuguesa), et samarbejde med de portugisisktalende lande i Afrika samt Brasilien og Østtimor. USA, Spanien og Marokko ses som centrale strategiske partnere.

Økonomisk situation
Eksporten omfatter tekstiler, beklædning og fodtøj, elektriske maskiner og kork, fiskeprodukter og vin. Portugal er verdens største korkeksportør. Minedrift og industri er ligeledes vigtige sektorer. Turismen har en større og større betydning for landets økonomi. Portugal havde i 1990’erne en årlig realvækst på 3,5% i gennemsnit. Vækstniveauet er imidlertid faldet og udviste i 2006 en vækst på kun ca. 1,3%. I 2007 forventes væksten at blive på ca. 1,6% og 2,1% i 2008. Inflationen var i 2006 på ca. 3,1%. I 2007 forventes en inflation på 2,2%. Regeringen prioriterer en nedbringelse af det offentliges budgetunderskud højt og fører en stram finanspolitik. Danmarks samhandel med Portugal er relativt beskeden. Det tidligere traditionelle danske underskud i samhandelen blev i 2004 vendt til et dansk overskud. I 2006 eksporterede Portugal for 2,1 mia. kr. til Danmark. Den danske eksport til det portugisiske marked udgjorde 3,4 mia. kr. (mod 6,3 mia. kr. i 2005). Den danske eksport spænder over et bredt felt af varer.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Edit This