LANDEINFO

Historie

Spor 40.000 år tilbage
Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom de første thaifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion. I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya, og som blev kaldt Siam. Ayutthayas beliggenhed, tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya, gjorde, at byen kunne modtage oceangående skibe. Dette var yderst fordelagtigt, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere, og sådan er det stadig i Thailand. Et forenet thailandsk rige blev stiftet en gang i 1400-tallet, og landet regnes traditionelt for at være blevet grundlagt i 1238. I 1782 bliver Bangkok udråbt til hovedstad.

Masser af borgerkrige og invasioner
Thailand har overlevet alverdens borgerkrige, invasioner m.m. ved hjælp af et udbredt fleksibelt diplomati. Det kendertegner stadigvæk landet, og det kan, som et af de eneste lande i østen, bryste sig af at have været “selvstændigt” i generationer. Det er det eneste land i Sydøstasien, der aldrig har været koloniseret af europæiske magter. Thailand har haft konstitutionelt monarki (ligesom Danmark) siden en ublodig revolution i 1932, og har herefter været regeret af forskellige militært og civilt sammensatte regeringer. Thailands kongehus bliver forgudet og elsket af alle thailændere. Kongen og dronningen bliver betragtet som landets stolthed, og de bliver behandlet med stor respekt. F.eks. skal alle kravle til og fra møder i kongehuset, og tjenestefolk må ikke se de adelige i øjnene.

Buddhister
95% af thailænderne er buddhister, så buddhismen mærkes over alt. Her findes dog også en del muslimer, frem for alt i den sydlige del af landet. De fleste voksne mænd i Thailand tilbringer en del af deres liv som buddhistiske munke. Det anses ikke for at være et livslangt kald, men derimod noget man gør som en del af sin opvækst. Buddhismen er en religion, hvor stort set alt er tilladt, blot man er tro mod Buddha. En central del af buddhismen er genfødslens cyklus. Ifølge den bliver man genfødt gang på gang, mens man bliver ved med at skabe lidelse for sig selv og andre. Buddhismen præger også Thailands flag kaldet “Thong Trai Rong”. Den røde farve repræsenterer nationen, den hvide symboliserer religionen (buddhismen) og den blå monarkiet.

Politisk uro
Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, at Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv, og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.
Siden 1990 og frem til i dag har landet været præget af flere finansielle kriser og diverse millitærkup.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

 

Edit This