LANDEINFO

Historie

Montenegro – “Det sorte bjerg”.
I det 4. århundrede f.v.t. var Balkan og adriaterhavskysten beboet af illyrerne, trakerne, panteonerne samt græske kolonister. Midt i det 2. århundrede f.v.t. nedkæmpede Rom en alliance af illyriske folk, og indledte koloniseringen af den nye illyriske provins. Der blev oprettet en række vigtige romerske byer som Emona (i dag Ljubljana), Mursa, (i dag Osijek) og Singidunum (i dag Beograd). Da det romerske imperium blev delt op i en østlig og vestlig del, gik grænsen gennem Jugoslavien. Ved slutningen af det romerske overherredømme indførtes kristendommen.
I det 5. og 6. århundrede e.v.t. blev området invaderet af en række forskellige nomadefolk som vest og østgoter, hunner, bulgarer og slaver. De medbragte deres egne religioner. Kristendommen vandt først fodfæste i det 9-11. århundrede. I det 7. til det 13. århundrede opstod der en række feudalstater. Serberne var delt op i flere fyrstedømmer og var ikke i stand til modstå presset udefra. Bosnien blev underkastet Ungarn og resten af Byzans frem til dannelsen af staten Ducla. Midt i det 11. århundrede frigjorde Serbien sig, under Esteban Nemanics kongedømme (1168-1196), fra den byzantinske dominans. De serbiske ledere i Nemanics dynastiet kæmpede mod de ikke-kristne religioner, der fandtes på Balkan. Formålet var især at motivere paven til at give dem titel af konge. Dette lykkedes i 1217, men førte ikke til øget udbredelse af den katolske tro. I 1219 blev den serbiske kirke oprettet, og der gennemførtes messer på serbisk. Montenegro (“Crna Gora” eller “Sort Bjerg” på Montenegrinsk) fik vist nok sit nuværende navn i 1276 af Kong Milutin, efter et kig ud over de tætte skove, der dækkede Lovcen-bjerget og det omkringliggende område. Skovene var så mørke, at han fik indtrykket af et “sort” bjerg. Under Esteban Ducáns kongedømme (1331-1355) opnåede den middelalderlige serbiske stat sin største udbredelse, da den også havde besat Albanien og Makedonien.

Det osmanniske imperium viser styrke
Fra midten af det 14. århundrede indledte det osmanniske imperium erobringen af Balkan og besejrede i 1389 de serbiske styrker i slaget om Kosova. 489 års osmannisk herredømme var dermed indledt. Makedonien blev optaget i det osmanniske imperium i 1395. I det 16-18. århundrede var området, der frem til 1991 udgjorde Jugoslavien delt mellem det Osmanniske Imperium (Serbien, Bosnien, Hercegovina, Montenegro og Makedonien), Habsburgerne (Kroatien, Slovenien, Slavonien, dele af Dalmatien og Vojvodina) samt republikken Venezia, der rådede over Istria og Dalmatien. Efter et folkeoprør i 1690 var blevet slået ned i det gamle Serbien, flygtede 70.000 mennesker til det Habsburgsk kontrollerede område. Det Osmanniske imperium overførte i stedet albanske muslimer til de forladte områder i Kosova og Metohija. Efter den tyrkisk-russiske krig (1768-74) fik Rusland med Kuchuk-Kainardzhitraktaten lov til at stå som beskytter af de ortodokse kristne i det osmanniske imperium. Som konsekvens af Napoleonskrigene erobrede Østrig i 1797 Balkan. Den nordlige del af Serbien, der ellers tilhørte det osmanniske imperium fik internt selvstyre som konsekvens af det første serbiske folkeoprør (1804-13), den russisk-tyrkiske krig (1806-12) og det andet serbiske folkeoprør. I 1829 fik Serbien status af uafhængigt fyrstedømme indenfor det osmanniske imperium med Milos Obrenovic som prins. Den serbiske modstand mod det østrig-ungarske imperium førte i 1914 til mordet på imperiets tronfølger Ferdinand, hvilket udløste 1. verdenskrig. Som følge af de omvæltninger, der førte til imperiets fald, oprettedes i 1918 et serbisk-kroatisk-slovensk kongedømme, der omfattede Serbien, Montenegro, Slovenien, Kroatien, Slavonien, Bosnien og Hercegovina. Monarkiet var centralistisk og domineret af én etnisk gruppe, serberne. De folkevalgte organer var ineffektive, og de kontrollerede ikke de udøvende organer. Partier, som repræsenterede arbejdere og bønder, blev undertrykt. Partisystemet satte regioner samt etniske og religiøse grupper op mod hinanden. Efter skarpe konflikter med tilhængere af føderalisering, demokratisering og etnisk ligestilling overtog kongen, Alexandr Karagueorgevitch i 1929 magten, og al partipolitisk virksomhed blev forbudt. Kommunistpartiet opererede i hele perioden 1921-41 under jorden. I 1929 blev landet omdøbt til Jugoslavien. Serberne bevarede regeringsmagten og kongedømmet udviklede sig til diktatur. Regimets nationalistiske politik førte til opblomstringen af en stærk, antiserbisk bevægelse blandt kroater og andre etniske minoriteter. Modsætningerne førte til, at kongen i 1934 blev dræbt i Marseilles.

Jugoslavien angrebet af tyske, italienske og bulgarske tropper
Under anden verdenskrig sluttede regeringen sig til aksemagterne. I løbet af to dage blev den afsat og en koalitionsregering blev dannet. Kort efter, den 6. april 1941, blev Jugoslavien angrebet af tyske, italienske og bulgarske tropper uden nogen forudgående krigserklæring. Regeringen og kongen flygtede til London og erklærede, at den fortsatte krigen på britisk side. Landet blev nu delt mellem Tyskland, Bulgarien, Italien, Ungarn og Albanien. Krigen var meget blodig. Tyskerne og deres fascistiske, kroatiske allierede, ustasha, gennemførte etniske udrensninger blandt den serbiske og muslimske befolkning. Ved den endelige befrielse i maj 1945 blev der dannet en provisorisk regering under ledelse af Tito. Den fik støtte fra både Sovjetunionen og England. 2 millioner jugoslaver var døde under krigen og 3,5 millioner havde mistet deres hjem. Med andre ord: Landet lå i ruiner.

Diktatoren Tito
I den provisoriske regering, som Tito dannede i 1945 sad kun få ikke kommunistiske regeringsmedlemmer. Den 29. november 1945 afskaffede en grundlovsgivende forsamling formelt monarkiet og udråbte den Føderale Folkerepublik Jugoslavien, der skulle bestå af 6 republikker nemlig Slovenien, Kroatien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien. Endvidere skulle den bestå af 2 autonome provinser i form af Vojvodina og Kosova i hhv. det nordøstlige og sydvestlige hjørne af Serbien. I løbet af 1946 blev de fleste oppositionsledere dømt og fængslet. Dragoljub Mihajlovic, som var leder for de serbiske kongetro tjetnikker under krigen, fik dødsstraf. Ærkebiskop Stepinac i Zagreb blev idømt til 16 års straffearbejde. Det var kommunisternes mål at skabe ligevægt mellem de forskellige etniske grupper i den nye føderation. Makedonien blev derfor etableret som selvstændig republik, og makedonsk blev godkendt som egen nationalitet og med eget sprog. Folket i Montenegro blev kaldt montenegrinere i stedet for serbere. Bosnien-Hercegovina blev etableret som selvstændig republik. Ikke mindst for at undgå problemer ved at skulle dele området mellem Serbien og Kroatien, men også for at tilfredsstille muslimerne, som i 1948 udgjorde ca. 1/3 af befolkningen i denne del af landet. Vojvodina, med dens store grupper af ungarske og andre minoriteter, samt Kosova-Metohija, med sin store albanske befolkningsgruppe, fik speciel status som autonome provinser indenfor republikken Serbien.

Jugoslavien opløses
Ved Jugoslaviens opløsning i begyndelsen af 1990’erne valgte den montenegrinske befolkning, ved en folkeafstemning (1992), at forblive i en føderation med Serbien, idet den såkaldte civile sektor og anti-Milosevic fløjen i Montenegro advokerede uafhængighed, mens bl.a. Montenegros centrale, politiske skikkelse, premierminister Milo Djukanovic, dengang arbejdede for bevarelse af føderationen. Det afgørende skifte skete omkring 1997, da Milo Djukanovic brød med Milosevic og Beograd. Siden gik han ind i en politisk alliance med uafhængighedsfløjen og repræsentanter for minoritetsgrupperne, om at søge uafhængighedsoptionen realiseret. Fra d. 4. februar 2003 udgjorde Montenegro sammen med Serbien, staten Serbien og Montenegro. Under opsplitningen af det tidligere Jugoslavien lykkedes det Montenegro at holde sig udenfor krigshandlingerne, og at forblive uskadt. Ved en folkeafstemning den 21. maj 2006 stemte den montenegrinske befolkning for løsrivelse fra statsunionen Serbien og Montenegro. Den 3. juni 2006 erklærede Montenegro sin uafhængighed. EU anerkendte den 12. juni afstemningsresultatet. Danmark anerkendte den 15. juni Montenegro som selvstændig stat.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail tilinfo@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Edit This