LANDEINFO

Historie

Romulus grundlægger Rom
Ifølge legenden var det Romulus, der blev opfostret af en hunulv sammen med sin tvillingebror Remus,  som i år 753 f. Kr. grundlagde Rom, og blev den første af de syv konger i “Den evige By”.
Den republikanske styreform varede i Rom fra år 509 til år 27 f. Kr. under to “Konsuler” og Senatets politiske og militære ledelse. Rom erobrede i første omgang det italienske territorium og udvidede siden hen sit herredømme til Middelhavs-området, hvor man definitivt besejrede Karthago efter tre krige (202 f. Kr.), Makedonien og Grækenland (146 f. Kr.) samt Britannien, Gallien, Spanien og Lilleasien (med Julius Cæsar i første århundrede f. Kr.).

Cæsar myrdes
I år 27 f. Kr. blev Julius Cæsar myrdet, og hans nevø Octavian kom til magten. Sidstnævnte tog navneforandring til Kejser Augustus, og republikken blev omdannet til et kejserrige. Rom konsoliderede sin magt under de efterfølgende kejsere, heriblandt Tiberius, Titus, Traian, Adrian, Markus Aurelius, Diocletian, Konstantin og Teodosius. Den romerske civilisation og kultur bredte sig til hele det store imperium, især indenfor områder som retsvidenskab og administration, sprog og litteratur samt ingeniørvidenskab og arkitektur, og dannede således grundlaget for den moderne vestlige verden.

Rom bliver Pavernes hovedsæde
Med kristendommens opståen i Kejser Augustus’ regeringstid, og med dens officielle tilladelse ved Kejser Konstantins “Milano-edikt” i år 313 e. Kr., blev Rom Den katolske Kirkes centrum og Pavernes hovedsæde.
I år 395 e. Kr. blev det romerske kejserrige delt i “Det vestromerske Kejserrige”, der inkluderede Italien med Milano som hovedstad, og “Det østromerske Kejserrige” med hovedstad i Konstantinopel. Det vestromerske Kejserrige faldt i år 476 e. Kr. under barbarernes invasioner.

Longobarderne danner sit eget rige
I år 569 dannede longobarderne et rige i Norditalien med hovedstad i Pavia, men i år 774 blev de besejret af Karl den Store, frankernes konge, der indlemmede Italien i det “Hellige romerske Imperium”.
I 800-tallet invaderede araberne Sicilien, men i 1029 blev de fordrevet af normannerne, som skabte et feudalt monarki i hele Syditalien. Efter normannerne blev Syditalien underlagt sveverne (med Friedrich II.) og dernæst Huset Anjou og Kongeriget Aragon. De 4 kystrepublikker Venedig, Genova, Pisa og Amalfi opnåede stor politisk og militær succes. I det nordlige og centrale Italien markerede de frie Kommuner sig. Sammen kæmpede de i “Den lombardiske Liga” mod Kejser Friedrich Barbarossa i slaget ved Legnano i 1176.

Kystrepublikker går i forfald
Omkring Middelalderens afslutning og genoveseren Christoffer Columbus opdagelse af Amerika i 1492, gik kystrepublikkerne langsomt i forfald, samtidig med at Spanien, Portugal og England øgede deres magt. I 1400-tallet og i løbet af “renæssancen” markerede nogle indflydelsesrige familier sig i en række italienske byer, som f.eks. Visconti og Sforza-familierne i Milano, Medicierne i Firenze, Gonzaga-familien i Mantova og D’Este-familien i Ferrara. Det medførte en usædvanlig opblomstring indenfor de humanistiske studier, maler- og billedhuggerkunsten samt arkitekturen.

Stor del af Italien bliver underlagt Spanien
En stor del af Italien blev underlagt spanierne, i øvrigt i hård kappestrid med Frankrig. I 1713 overtog Østrig Spaniens herredømme i Lombardiet, medens bourbonnerne i 1738 etablerede sig i Kongedømmet Napoli.
I 1815 var Italien stadig delt i 9 stater. Men takket være en række store patrioters indsats (Giuseppe Mazzini, Camillo Benso di Cavour og Giuseppe Garibaldi (sidstnævnte huskes bl.a. for sin berømte “tusindmands-ekspedition” mod borbonerne) og efter tre uafhængighedskrige, udråbtes Kongedømmet Italien i 1861 under Kong Vittorio Emmanuele II af Savoien, og dermed afsluttedes den såkaldte “Risorgimento”-periode. I 1870 blev Rom kongerigets hovedstad, men der opstod i den forbindelse en længerevarende uoverensstemmelse med pavedømmet. I begyndelsen af 1900-tallet oplevede Kongedømmet Italien en betydelig økonomisk vækst (under Giolitti-Regeringen) og iværksatte en koloniseringspolitik (i Eritrea og Somalia).

1. Verdenskrig
Fra 1915 til 1918 deltog Italien i Første Verdenskrig på samme side som Storbritannien og Frankrig, og efter sejren kunne Italien således annektere Trentino, Venezia Giulia og Alto Adige.
Den vanskelige tid i efterkrigsårene var med til at bane vejen for Benito Mussolini og hans fascistparti’s erobring af magten i 1922. I 1929 underskrev man “Lateran-konkordatet”, der afsluttede striden med den Katolske Kirke. Mussolinis udenrigspolitik var koncentreret om erobringen af kolonier. I 1936 invaderede Italien Etiopien, og et år senere dannedes det Østafrikanske italienske Imperium. Under den spanske borgerkrig knyttedes der tættere bånd med Hitler-tyskland, og Rom-Berlin aksen blev dannet. I april 1939 erobrede italienske tropper Albanien.

2. Verdenskrig
I den 2. verdenskrig knuses det fascistiske herredømme. Krigen blev en militær katastrofe for fascisterne. Da de allierede i sommeren 1943 gik i land på Sicilien, blev Mussolini ekskluderet af fascisternes Høje Råd. Kongen valgte et af medlemmerne i denne forsamling, marskal Badoglio, til ny regeringschef. Italien blev i september 1943 tvunget til betingelsesløs kapitulation, og de angloamerikanske styrker overtog kontrollen med Syditalien. Norditalien forblev under tysk besættelse frem til 25. april 1945. Denne todeling af landet fik store politiske følger. Både i nord og syd eksisterede der i alle større byer komiteer for national befrielse (CLN). CLN var sammensat af repræsentanter for alle de antifascistiske partier. I nord medførte den venstreorienterede partisanbevægelse en omfattende radikalisering af befolkningen. I de befriede områder blev fascisterne erstattet med demokratisk valgte folkelige organer. Virksomheder og jordejendomme blev besat. Mange partisaner håbede og troede på, at kampen mod nazi-fascismen skulle føre til et socialistisk samfund. I syd foregik “opgøret” mod fascismen under kontrol af tidligere fascister og af de allierede. CLN var her lammet af strid om, hvorvidt man skulle samarbejde med det fascistisk inficerede monarki. Stærke kræfter indenfor borgerskabet og blandt de allierede var åbenbart mere interesseret i, hvordan man skulle bremse den røde, folkelige modstandsbevægelse. Men de italienske partisaners modstandskamp – “La Resistenza”, førte hverken til jugoslavisk socialisme eller græsk borgerkrig. I marts 1944 anerkendte Stalin den reaktionære Badoglioregering, og dette forvirrede både de allierede og de fleste kommunister. Men akkurat i disse dage kom den taktiske mester Togliatti tilbage fra Moskva. Han samlede PCI’s ledere (Italiens kommunistiske parti) og formåede at overbevise dem om, at det var nødvendigt at gå ind i Badoglioregeringen sammen med alle de andre antifascistiske partier. Kravet om  afskaffelsen af kongedømmet måtte ikke være en afgørende betingelse. Begrebet “vendepunktet i Salerno” er siden ikke kun blevet betegnelsen for regeringsdannelsen i Salerno i april 1944, men også et stikord for grundlaget og hovedlinien i PCI’s strategi i efterkrigstiden. PCI formåede gennem sin stærke indsats i modstandskampen, og ved Togliattis manøvrer, at skaffe sig stor indflydelse. PCI satsede nu på at blive et masseparti af en ny type, som kunne føre politisk kamp indenfor det parlamentariske system. Venstrefløjens partier betragtede det som en stor sejr, da monarkiet blev forkastet ved en folkeafstemning i 1946. Det lykkedes at skabe en formelt set progressiv grundlov. Det var PCI, der var den ivrigste fortaler for den. Men det var de kristelige demokrater og de liberale, som sikrede sig kontrollen over den økonomiske og sociale genopbygning, og som derved fik magt til at afgøre, hvilke grundlovsbestemmelser, der skulle efterleves. Som i andre lande i Vesteuropa førte den kolde krig til, at kommunisterne blev fjernet fra regeringen. Efter en voldsom antikommunistisk valgkamp i 1948, hvor paven bandlyste katolikker, der støttede folkefronten som PCI, fik det kristeligdemokratiske parti under ledelse af Alcide de Gasperi hele 48% af stemmerne og absolut flertal i parlamentet. Under Alcide De Gasperis regeringtid (1948-1953) tiltrådte Italien Marshallplanen (1948), NATO (1949) samt “Kul og Stålfællesskabet” (1951).

Italien kommer på fode
I tresserne gennemgik Italien en enestående økonomisk udvikling, som for alvor bragte landet på fode. Halvfjerdserne vil blive husket for det “Det historiske kompromis”, der blev vedtaget af frygt for en fascistisk udvikling i Italien, efter det blodige nederlag for Unidad Populars eksperiment i Chile. Derfor lancerede PCI-lederen Enrico Berlinguer i 1973 «det historiske kompromis» – en strategi for et regeringssamarbejde mellem de kristelige demokrater og kommunisterne. En vigtig årsag til PCI’s politiske indflydelse var partiets organisatoriske styrke. Medlemstallet steg i perioden 1974-76 med over 150 000 til ca. 1,8 millioner. PCI stod traditionelt stærkest i det såkaldte røde bælte i Mellemitalien (området fra Bologna til lidt nord for Rom),  men svagere i det højt industrialiserede nord og det fattige syd. PCI fik stor fremgang ved lokalvalgene i 1975 og ved parlamentsvalget i 1976, da partiet fik 1/3 af stemmerne. Halvfjerdserne fik tilnavnet “Blyårene”, og blev på tragisk vis præget af terrorismen i form af Brigate Rosse (De røde Brigader).  Bevægelsen betjente sig især af bortførelser, men også attentater, hvor ofrene blev skudt i knæene var udbredte. Attentaterne blev rettet ikke blot mod folk på højrefløjen, men også mod venstrefløjsfolk, der udtalte sig til fordel for det historiske kompromis. De Røde Brigaders mest spektakulære aktion var bortførelsen i 78 af landets premierminister, Aldo Moro. I sidste ende afviste De Kristelige demokrater at forhandle om Aldo Moros liv, og han blev dræbt af brigaden.

Falcone dræbes
I slutningen af 1991 forværredes modsætningerne mellem præsident Cossiga og PDS lederen Achille Occhetto. I februar opløste præsidenten og premierministeren parlamentet og udskrev valg i utide. Ved valget i april 1992 mistede De kristelige demokrater for første gang siden 46 flertallet i parlamentet. To dage senere indgav Andreotti sin og regeringens afskedsbegæring. I slutningen af maj blev dommer Giovanni Falcone, -mafiaens fjende nr. 1, dræbt på Sicilien. Dette var en medvirkende faktor til, at den kristelige Oscar Luigi Scalfaro blev valgt til præsident. To måneder efter drabet på Falcone slog mafiaen til mod hans efterfølger, Paolo Borsellino, der ledte efterforskningen af den organiserede kriminalitet.
I oktober 1992 præsenteredes en økonomisk krisepakke, der udløste en generalstrejke, hvori 10 millioner arbejdere deltog. Statsanklageren Antonio di Pietro indledte samme år undersøgelser, der afslørede et kompliceret system af illegale operationer, involverende politikere fra hele det politiske spektrum, kapitalister og mafiaen. I løbet af 1993 blev der ført retssager mod over 1000 politikere og kapitalister i den såkaldte operation “rene hænder”. Blandt de anklagede fandtes bl.a. de tidligere premierministre Bettino Craxi (socialdemokrat) og Giulio Andreotti (kristelig demokrat). I perioden 1980-92 havde korruptionen kostet staten omkring 20 milliarder dollars. Pga. bestikkelser til funktionærer og politikere var offentlige investeringer i Italien ca. 25% dyrere end i resten af EU.
Den 21. april 1996 vandt “Oliventræskoalitionen” under ledelse af den tidligere kristelige demokrat Romano Prodi, og støttet af PDS, parlamentsvalget. Prodi blev udnævnt til premierminister og dannede en regering, hvori deltog en række vigtige ledere fra PDS, samt uafhængige konservative politikere som Ciampi og Dini. Deltagelse i regeringen af tidligere kommunister, samt Rifondazione Comunistas støtte til den, var et fundamentalt brud den politiske tradition i Italien.

Fra Lire til Euro
I januar 2002 gik Italien som 12 andre europæiske lande over til brugen af Euroen. Overgangen blev markeret med festligheder, hvilket førte til kritik fra de mest højreorienterede partier i regeringen. Udenrigsminister Ruggiero tog derfor sin afsked, og Berlusconi overtog selv posten som udenrigsminister. I december 2003 forsamledes en million i Rom til demonstration mod Berlusconi regeringens plan om reform af folkepensionen. I april 2006 måtte Berlusconi se sig besejret af Romano Prodis “Oliventræskoalition”. Det skete med en snæver margen, og først efter at have krævet omtælling af alle stemmer, anerkendte Berlusconi sit nederlag. Prodi erklærede i maj, at Italien trækker alle tropper ud af Irak, og at hele krigen og besættelsen var en “fejl”.

Find ud af hvordan du køber bolig i Italien på BoligUdland

Find din drømmebolig i Italien på BoligUdland

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Edit This