LANDEINFO

Sundhed og sikkerhed

Sundhed
Ved en rejse til USA på 1 måneds varighed under gode og renlige forhold kan man overveje beskyttelse mod følgende sygdomme:

Difteri
Difteri er en form for halsbetændelse ledsaget af optagelse af en nervegift i kroppen. Sygdommen smitter gennem luften fra andre menneskers svælg. Er der ikke vaccineret indenfor de sidste 10 år, bør der gives en vaccination, ofte i kombination med stivkrampevaccine.

Stivkrampe (tetanus)
Stivkrampe (tetanus) opstår som komplikation til urene sår. Er man beskyttet kan man undgå at blive vaccineret i forbindelse med behandling af sårskader under rejsen. Ligger sidste vaccination mere end 10 år tilbage, bør der gives en vaccination der beskytter i mindst 10 år. Gives nu næsten altid i kombination med difterivaccine.

West Nile Virus
Man kan i dele af USA være så uheldig at pådrage sig West Nile Virus der overføres af inficerede myg. Det anbefales derfor at man tager forholdsregler mod at blive stukket.

Sikkerhed

Høj rate af kriminalitet i mange byer
Kriminaliteten er høj i de fleste byer i USA, om end der er store forskelle fra by til by og stat til stat. Det er dog et faktum, at en liberal våbenlovgivning bevirker, at der er mange våben i omløb. Det frarådes at gøre modstand, hvis man bliver udsat for et væbnet røveri. Optøjer forekommer i større byers fattigkvarterer. Mange love og regler er anderledes i USA i forhold til Danmark, hav derfor disse forskelle for øje.

Narkotika
Selv små mængder medfører livslangt indrejseforbud i USA, og kan medføre mange års fængsel. Dertil kommer toldregler, der udløser bøder i hundredtusinde USD. Lad dig derfor på ingen måde friste til at indsmugle eller købe narkotika, også selvom det kun er til eget brug.

Alkohol
Det er de fleste steder ulovlig at nyde alkohol offentligt. Det at bære drikkevarer synligt er for det meste strafbart. Dette gælder også i nationalparker og lignende steder. Alkohol må ikke købes af personer under 21 år.

Rygning
Mange steder er rygning ikke tilladt. Det anbefales at man overholder forbuddet, da overtrædelse kan give høje straffe.

Nøgenbadning
Nøgenbadning er kun tilladt, eller tolereres, på ganske få strande. Selvom det i mange stater er blevet sjældnere, at nøgenbadning straffes som blufærdighedskrænkelse, advares der om at nøgenbadning eller omklædning på stranden kan opfattes som forstyrrelse af den offentlige orden. Dette gælder også for børn. Det frarådes ligeledes at kvinder bader topløse.

Fotografering af børn
Det frarådes at man fotograferer børn, der ikke er fuldt påklædte. Dette gælder andres, men også sine egne, eksempelvis i badekarret eller i haven. Grænsen mellem familiefotos, og billeder med seksuelle undertoner, er meget flydende hos myndighedernes efterforskere. En anmeldelse fra en nabo eller en ansat i en foto forretning, kan medføre til langvarig efterforskning, der i værste fald kan ende med fængselsstraf.

Amning
Amning i det offentlige rum opfattes som blufærdighedskrænkelse. De fleste stater undlader dog angiveligt at håndhæve reglen. Alligevel anbefales det at undlade at amme i restauranter, barer og offentlige steder i mindre liberale områder af USA.

Børn under opsyn
I USA kan det være strafbart at efterlade børn uden opsyn. Eksempelvis at lade et barn sove middagssøvn i barnevognen i haven, sidde og vente i bilen eller lignende. Aldersgrænsen for børnene og hvor længe de må lades uden opsyn varierer fra stat til stat. I Maryland er grænsen således otte år, mens den er 14 år i Illinois. I alle andre stater svinger aldersgrænsen for hvornår børn må lades uden opsyn mellem 12 og 13 år. Som hovedregel angives at børn under otte aldrig må lades alene, mens børn under 12-13 kun må være alene i kort tid.

Prostitution
I mange stater er det ulovlig at have kønslig omgang med en prostitueret. Alene det at tiltale en prostitueret kan være en strafbar handling.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Edit This