LANDEINFO

Sundhed og sikkerhed

Sygdomme
Ved en rejse til De Forenede Arabiske Emirater kan man overveje beskyttelse mod følgende sygdomme:

Difteri
Difteri er en ondartet halsbetændelse, som smitter gennem luften fra andre mennesker. Er der ikke vaccineret indenfor de sidste 10 år, bør der gives én vaccination.
Er man tidligere vaccineret mod difteri, kan man vaccineres helt op til afrejsen.

Hepatitis A (smitsom leverbetændelse)
Smitsom leverbetændelse eller hepatitis A smitter gennem mad og vand. Der findes to måder at beskytte sig på: 1. Vaccination kan beskytte op til 1 år efter 1. stik og i op til 25 år efter 2. stik. 2. Gammaglobulin kan beskytte op til 5 måneder efter et stik. Gammaglobulin fremstilles af blodprodukter, og vaccination bør derfor foretrækkes. Vaccination beskytter fra det tidspunkt, hvor den gives, og den kan kombineres med vaccination mod hepatitis B.

Hepatitis B
Hepatitis B smitter gennem blod, seksuelt og hos små børn gennem spyt.
Vaccinationen består af 2 injektioner med ca. 4 ugers mellemrum inden afrejsen og en 3. efter 6 – 12 måneder.
Beskyttelsen er herefter mindst 25 år. Kan kombineres med vaccination mod hepatitis A (smitsom leverbetændelse).

Stivkrampe
Stivkrampe (tetanus) opstår som komplikation til urene sår. Er man vaccineret indenfor 10 år, behøver man ikke at blive vaccineret ved sårskader under rejsen. Vaccinationen gives normalt i kombination med difteri vaccine.
Er man tidligere vaccineret mod stivkrampe, kan man vaccineres helt op til afrejsen.

Tyfus
Tyfus er en alvorlig Salmonella infektion, der overføres gennem mad og drikkevarer.
Vaccination består af 1 injektion, der beskytter i 3 år eller 3 kapsler, der spises, og beskytter 1 – 5 år alt efter om man udsættes for smitte.
Vaccinationen skal være afsluttet ca. 1 uge inden afrejsen.

Malaria
Risiko for smitte er i dette område så lille, at man ikke foreslår forebyggelse med tabletter.
Smitterisikoen kan mindskes ved at beskytte sig mod myggestik, f.eks. ved at bruge et imprægneret myggenet omkring sengen om natten og myggemidler på huden om aftenen.

Sikkerhed
Man skal aldrig sige aldrig, men faktum er, at De Forenede Arabiske Emirater er blandt de sikreste lande i verden. Der er nærmest ingen vold, tyverier, overfald, m.v.

Find svar eller stil spørgsmål om Dubai på BOLIGDEBATTEN

Gæt priser på boliger fra Dubai og mange andre lande

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

 

Edit This