LANDEINFO

Mad og drikke

Mad

Histoie aflæses i den spanske kogekunst
Spaniens historie aflæses tydeligt i kogekunsten. Da de romerske tropper besatte den iberiske halvø, havde de olivenolie og hvidløg med. Derefter besatte maurerne fra Nordafrika landet i næsten 700 år, og det har sat sig tydelige spor på krydderihylden, der bl.a. udgøres af safran, spidskommen, mynte, muskat samt vanen med at smage maden til med appelsin og citron. Mandlerne og smagen for de søde desserter bragte maurerne også til landet. Da de spanske opdagelsesrejsende i 1600-tallet tog til Sydamerika, kom de hjem med kartofler og tomater fra Den Ny Verden,  og det gav også genlyd i alle Europas køkkener.

Varieret køkken
Det spanske køkken er meget varieret med et stort udvalg af supper som bl.a. den kolde gazpacho, masser af fisk og skaldyr, kød specielt svin og kanin, foruden den velkendte paella, hvor grundsubstansen er safranris, og nok den ret, som de fleste forbinder med Spanien.

Spisevaner
Midt på dagen ved 14-tiden spises hovedmåltidet med både tapas og flere retter, og derefter er der tid til siesta. Så sover man, hvis man kan komme til det. Butikkerne er lukkede, og gardinerne er rullet ned i sommerhalvåret. Når man vågner igen, er der tid til en merienda, et lille mellemmåltid med kaffe og kage, og meget gerne nyfriterede churros. Aftensmaden spises sent, og de fleste restauranter begynder først serveringen ved 21-tiden.

Eksempler på klassiske spanske retter:

Paella (Valenciansk risret med kød, fisk eller skaldyr, krydret med safran): Paella er hele Spaniens nationalret, men spises især ved Valenciakysten. Det siges, at oprindelsen er den enkle ret de fattige lavede for et par 100 år siden i en pande over åben ild med ris, vand, snegle, grønne bønner og andet grønt, de havde fundet ude i naturen. Senere supplerede man med andre ingredienser, og i dag får man ved kysten mange slags risretter. De fleste regioner har i dag sit bud på Paella, og er man ved kysten præges den meget af fisk og skaldyr, mens man længere inde i landet bruger meget kylling, okse og lam i den.
Tapas: Spanien er kendt for de fremragende tapas, der bedst kan beskrives som små retter. De serveres både på den enkleste bar og på de store restauranter. De er normalt udstillede i en disk, så gæsten kan udpege det ønskede. Den mest enkle form for tapas består af lidt brød med manchego-ost eller et par skiver lufttørret skinke, skåret fra de køller som hænger på alle små og store cafeer og restauranter med respekt for sig selv. Af andre tapas kan bl.a. nævnes tortilla de patata (spansk kartoffelomelet), krydrede chorizo pølser, hvidløgsgrillede rejer (Gambas al ajillo), panerede blæksprutter, friterede sardiner, kyllingekroketter (Croquetas de pollo), små spanske frikadeller (Albóndigas), råstegte kartofler med alioli (Patatas con alioli), og grillstegte champignoner. I Spanien findes begrebet “tapeo”, som betyder, at man bevæger sig fra bar til bar og drikker et glas vin og får lidt tapas. Gå efter de steder med mange lokale, det er tegn på at stedet laver mad af ordentlig kvalitet.
Gazpacho (Kold grønsagssuppe): Allerede før Romertiden tilberedte hyrderne gazpacho af tørt brød, hvidløg, vineddike, olie og vand. Senere tilsatte bønderne grønsager for at gøre retten mere nærende, og under markarbejdet spiste man gazpacho for at slukke tørsten og forsyne kroppen med salt og vitaminer i den brændende hede. Ordet gazpacho kommer fra latin caspa, som betyder rester eller småtterier.

Oste
Stort set hver region har sine egne helt specielle oste, med sin egen karakteristiske smag, produceret så den passer perfekt til den lokale vin.

Drikke

Vin
Spanien producerer fantastisk vin, ja uden tvivl noget af verdens bedste. Faktisk produceres der kun halvt så meget vin i Spanien som man gør i Italien, og dette skyldes at hovedparten af vinstokkene er sat i regnfattige områder med fattig jord, hvor det ikke er muligt at dyrke andre afgrøder. Dette gør, at man har det laveste udbytte pr ha. De spanske vine kommer hovedsageligt fra områderne der ligger ved foden af Pyrenæerne, det meste af middelhavskysten, fra bredderne af Ebro floden og Duero floden, fra Atlanterhavskysten og fra den solrige tørre højslette syd fra Madrid.

Druetyper

Den vigtigste drue i Spanien er Ganacha, og det er samtidig den blå drue der er plantet mest af i verden, men 80% af al Garnacha står i Spanien. Den næst mest brugte drue er Tempranillo. Spaniens vigtigste drue til de hvide vine er Airén druen, og det er en drue man kun bruger i Spanien. Til gengæld er det den mest udbredte, om ikke at sige den eneste drue, der bliver brugt til hvidvin, og den bruges også til at blande i rødvin, hvilket gør vinen lettere og mere frugtagtig.

Reserva og Gran Reserva

I de fleste spanske vinregioner bruges betegnelsen Reserva og Gran Reserva om bedre vine. Lokalt har man forskellige regler, men generelt kan men sige, at en Reserva har 3 års lagring hvoraf et skal være på træfad, og en Gran Reserva har 5 års lagring med minimum to år på træfad. Disse betegnelser kan også findes på rose og hvidvine, men her er lagringstiden kortere. Det er ikke fadlagring alene der bestemmer kvaliteten af en vin, men også kvaliteten af de druer der bruges. De bedste druer, der har stof, saft og kraft til lang lagring bliver brugt til Gran Reserva vine, og de resterende druer sorteres efter kvalitet til de andre typer af vine.

Masser af gode vine
Det er svært at anbefale helt specifikke vine, da der er et overflødighedshorn af dem, men de legendariske Rioja vine må man ikke snyde sig selv for. Disse vine produceres i højlandsområdet mod nord langs Ebro floden. Ligeledes kan anbefales vine fra den verdenskendte familievirksomhed Miguel Torres, som bl.a. står for solidt håndværk og klassiske vine, bl.a. producerer de nogle af de bedste Penedés vine. Ligeledes anbefales cava, den mousserende vin fremstillet på samme måde som den franske champagne. Den produceres i Kataloniens mest frugtbare områder. Nogle af de kendte mærker er Freixenet og Codorniu.

Sherry
Man kan heller ikke komme udenom Sherry, som i Danmark mest er kendt som en aperitif. Men sherry er en vin, og de gyldne dråber fra det sydlige Spanien passer fantastisk til mange retter.

Sangria
Nævnes skal også den klassiske Sangria (rødvin, appelsin, citron og sukker), der stadig indtages i stor stil på restauranterne og barer, mens det pulserende liv foran iagttages.

Øl
Der er masser af Spanske ølmærker, typisk er de meget lette og forfriskende grundet det varme klima. Det er dog kun San Miguel som er rigtig kendt på internationalt plan. Og faktisk har San Miguel sin oprindelse fra Fillipinerne, hvor det første bryggeri blev opført i 1890. I 1946 i provinsen Lleida grundlagde Enrique Suárez Rezola “La Segarra S.A.”, et selskab der producerede maltekstrakter. Aktionærerne var derimod interesseret i mere, og man tog kontakt til Andrés Soriano, præsident for San Miguel Corporation på Fillipinerne. Det medførte at i 1953 blev den såkaldte Manilla aftale signeret og “La Segarra S.A.” begyndte sin bryggerivirksomhed som et datterselskab af San Miguel Corporation, men med uafhængig drift.

Kaffe
Kaffe er meget populært i Spanien. Den spanske kaffe er stærk, og vil du bestille det, som mest af alt minder om en kop dansk kaffe, så bestil en melitta. En café solo er en lille kop espresso med lidt mælk, og en café con leche er en stor kop med lige dele stærk kaffe og varm mælk, som frem for alt drikkes til morgenmad.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail tilinfo@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

 

Edit This